Foreninger

Aalestrup lystfiskerforening

grapenthin 22-6.jpg

Ålestrup Lystfiskerforening råder over mange kilometer supergodt fiskevand ved Simested Å.


Navnet "Simested Å" klinger særdeles velkendt for de fleste havørredfiskere her til lands. Vandløbet varierer fra 4 til 8 meter i bredden, og det meste af året giver vandføringen en jævn til god strøm. Der er mange dybe huller på foreningens stykke, ligesom den nænsomme naturpleje giver fiskene mange fine skjulesteder.

Ud over at være et fornemt havørredvand huser åen også en fin bestand af bækørreder, og ikke mindst majfluefiskeriet lokker en del fiskere ud i de lune sommeraftner.


Der er ikke nogen stor bestand af regnbueørreder i åen, men hvert år fanges der nogle stykker, og de forekommer også i størrelser, der kan give god flex på klingen.

Foruden fiskeriet bydes der på en masse andre oplevelser undervejs. Åen skærer sig igennem en smuk natur, hvor man ofte støder på råvildt, hare og ræv. Odderen er her, og langs det meste af åen er der også et yderst varieret fugleliv. Isfuglen suser måske forbi som et blåt lyn, bekkasinerne trommer inde mellem engens græstuer og i bækkene står hejren ofte på lur.